Fjord&Bælt

Fjord&Bælt er en kombineret turistattraktion og forskningsinstitution beliggende ved indsejlingen til Kerteminde fjord.
Centrets formål er gennem forskning, udstillinger, skoletjeneste og aktiviteter at formidle livet i de indre danske farvande.
Hovedattraktionen er vores fire marsvin og det er et af kun to steder i verden, hvor man kan se disse hvaler tæt på. Marsvinene indgår som en naturlig del i centrets formidlingstilbud, men de overvåges også af forskere fra hele verden, som bl.a. gennemfører adfærdsforsøg over lange perioder.
I 2006 indgik Fjord&Bælt et samarbejde med Syddansk Universitet om dannelsen af Dansk Forskningscenter for Havpattedyr. Forskningscentrets formål er at blive et eksempel på, hvorledes det er muligt at udvikle en moderne og uafhængig forskningsinstitution, med et højt kvalitets- og ambitionsniveau.
Udover marsvinene har vi tre spættede sæler, fisk og mange andre dyr, der indgår i formidlingen omkring dyr og deres levevilkår i danske farvande. Formidlingens fokus er den nære natur, miljøet, naturbevarelse og historien.
Alle gæsternes sanser skal gennem aktiviteter få forståelse for og lyst til at passe bedre på naturen samtidigt med, at de får noget med hjem i oplevelses- og vidensbagagen. Fjord&Bælt ønsker at virke som ”natur-oplukkere”, der giver adgang til et miljø og dyr, som ikke er almindeligt kendte.
Siden Fjord&Bælt åbnede i marts 1997 har vi løbende fornyet vores udstillinger, så vi stadig er førende i formidling af havet og dets miljø.
Centret har i dag 15 fastansatte + sæsonhjælp
Hans kongelige Højhed Prins Joachim er protektor.